Historien om min dreng

Jeg vil gerne fortælle historien om den vigtigste person i mit liv og hvordan jeg lærte ham at kende. Jeg mødte hans mor da vi var meget unge. Vores relation var “kompliceret”, som det vist hedder på de sociale medier. Nok om det.

Han blev født i 1990 og jeg så ham første gang, et par uger senere. Han var lillebitte og lå og sov. Hans mor spurgte om jeg ville holde ham, men jeg turde ikke. Han var så lille, virkede så skrøbelig og jeg var bange for at tabe ham. Hans biologiske far forsvandt, han var ikke klar til denne oplevelse endnu.

De næste 6-7 måneder kunne jeg ikke se ham fordi jeg arbejdede i Jylland, men så snart jeg kom hjem, så vi igen hinanden regelmæssigt. Han var begyndt at kravle og jeg husker at han kravlede op på mig mens vi lå på gulvet. Jeg var glad for ham og meget tydede på at han også kunne lide mig. Han blev glad når jeg kom og var ikke glad når jeg gik, og jeg havde det på samme måde. Som tiden gik blev vores relation stærkere og stærkere og jeg fornemmede at det var noget særligt. Jeg skiftede job og boede nu kun 3 kilometer fra ham. Vi var sammen når det var muligt, hvilket heldigvis var ofte. Hans mor stod aldrig i vejen for vores samvær, når bare det var aftalt. Vi byggede lego, togbaner, racerbaner og meget andet, som vi selvfølgelig eksperimenterede med på måder det ikke var tiltænkt. Men sådan er det når det er drenge. Mulighederne skal afprøves og ikke nødvendigvis som manualen foreskriver. Vi så fjernsyn, vi stenede på sofaen. Jeg lagde ham i seng og faldt i søvn sammen med ham, jeg hentede ham i børnehaven, i skolen. Da han var ca. 10 år sagde han for første gang ordene “Jeg elsker dig Jes” – jeg husker tydeligt at han sad ved mit skrivebord og lavede noget på min computer. Det var spontant og det kom helt bag på mig. Jeg er vokset op i en familie hvor vi ikke giver udtryk for vores følelser og jeg husker at jeg blev mundlam og overrasket, men på en dejlig måde. Vi giver stadig jævnligt udtryk for denne følelse og jeg siger det til ham, når jeg føler det er rigtigt. Jeg elsker ham hver dag og hele tiden, men man vil jo heller ikke have at ordene mister deres styrke. Mister de overhovedet deres styrke hvis det blive sagt ofte? Jeg husker vi spillede computerspil sammen. Der var mange forskellige, blandt andre det meget upædagogiske “Duke Nukem 3D”. Han sad hos mig og jeg havde fundet snydekoder så vi havde ubegrænset liv og ammunition. Jeg styrede og han skød. Det var teamwork. Det har ikke påvirket ham, for han er en kærlig, sød og rummelig dreng. Han elsker mennesker, også dem han ikke kender endnu. Af og til kommer tilfældige folk på gaden over og taler med ham. Han udstråler noget der gør folk tillidsfulde. Tiden gik og vi fortsatte vores tætte relation og vores oplevelser. Vi udviklede vores ritualer og faste traditioner. Vi så alle Harry Potter filmene, James Bond, Star Wars og andre vigtige film der bare skal ses. Vi lavede det til vores oplevelser, forventningerne, gode biografer, mad og analyser af filmene bagefter. Intet har kunnet forstyrre eller ødelægge vores relation, hverken jobskifte, skoler, kærester og hvad der ellers sker i livet.

Han er en stor inspirationskilde for mig. Hans åbenhed og tillid til andre mennesker er noget jeg tænker på dagligt og jeg håber jeg kan lære af ham. Vi taler om alt muligt. Videnskab, filosofi, buddhisme, drømme, naturen, det uforklarlige. For ca. 5 måneder siden blev han far til en lille pige og han udnævnte mig til farfar. En titel jeg bærer med stolthed. Jeg holdt hende nogle få dage efter fødslen. Jeg var lidt nervøs og akavet, men jeg sad med hende i noget tid og nød det. Det er fantastisk at se ham i rollen som far. Jeg synes han klarer det godt, og sammen med sin dejlige kæreste er de gode forældre for den lille pige.

Jeg kunne sagtens fortælle meget mere men historien skal have en ende. Jeg skriver mest for at fortælle hvor meget Martin betyder for mig og hvor glad jeg er for at han er blevet far. Jeg er sikker på at vores relation er ubrydelig og jeg ønsker at vi får mange gode oplevelser fremover.

Venlig hilsen

Jes