Til fødegangen

Jeg vil gerne fortælle om dengang jeg kørte min dreng og hans kæreste til hospitalets fødegang og hentede dem igen. Hele oplevelsen fylder meget i mine tanker. Ikke mindst den lille velskabte pige der blev født, betyder meget for mig.
Det var, og er stadig en meget stor oplevelse. Derfor har jeg lyst til at fortælle historien.
For at holde de unge forældre anonyme, undlader jeg at bruge deres navne. Jeg kalder dem L og M. Hvis denne historie bliver publiceret har jeg fået forældrenes tilladelse til det. Ikke fordi der afsløres noget hemmeligt i den, men bare for god ordens skyld.

Det var en dejlig sensommer eftermiddag i slutningen af august. Jeg lå på min seng og skrev. Telefonen ringede og det var min dreng. Han lød ganske rolig, og han spurgte om jeg havde mulighed for at køre L og ham til hospitalets fødeafdeling, for meget tydede på at fødslen var gået i gang. Men de ville lige kontakte klinikken og vende tilbage når de vidste hvad der skulle ske. Min almindelige søndags sløvhed skiftede til klar opmærksomhed på under 0,5 sekund, og jeg svarede at de selvfølgelig bare kunne ringe, så ville jeg komme. Jeg bor heldigvis mindre end 2 km fra dem og kan være fremme på under 10 minutter. Jeg forsøgte at skrive videre, men var ikke længere særligt koncentreret.
Kort tid efter ringede telefonen igen, og min dreng sagde at de skulle møde på hospitalets fødeafdeling, for den var vist godt nok. Fødslen var gået i gang.

Foto: Far

Vi aftalte tidspunktet og en lille times tid senere jeg parkerede ude foran deres bolig. Som aftalt kom de ned, medbringende lift og tasker med det udstyr de måtte få brug for. De virkede ganske rolige og fattede. De hoppede ind i bilen og vi kørte afsted. Stille og roligt, der var ingen panik. Det tager kun 7-8 minutter at køre til hospitalet og der var ikke meget trafik denne søndag eftermiddag i en provinsby. Jeg parkerede, ikke så gennemtænkt, foran modtagelsen, på akutparkeringspladsen. Men jeg følte altså det var vigtigt. Vi tog elevatoren til 3. sal. Der var stille og roligt og vi var lidt tvivl om hvor vi skulle gå hen. Men så kom en sød og imødekommende sygeplejerske og guidede os ind i det rum hvor L skulle undersøges. Jeg traskede med, for jeg bar på en taske. I det lille rum stod noget der lignede cockpittet på et avanceret jagerfly. Jeg satte tasken fra mig for nu var det på tide at jeg sagde farvel. Jeg indrømmer gerne at jeg blev ret bevæget og havde derfor meget svært ved at sige noget. Jeg tror nok vi krammede farvel og jeg tror nok jeg sagde et eller andet. Hvis jeg gjorde, husker jeg ikke hvad. Men jeg husker at jeg klappede mig på min højre lomme hvor min mobiltelefon lå, for at signalere at de bare kunne ringe hvis jeg kunne gøre noget for dem. Det gav ikke meget mening da de jo ikke vidste at jeg havde min telefon der, men der kom ingen ord.

Jeg gik ud og ventede på elevatoren. I samme øjeblik døren gik op og jeg var gået ind, kom en ung hvidklædt fyr også ind i elevatoren. Jeg ved ikke om han var læge eller sygeplejerske, men han var frisk og snakkesaglig. Han trykkede på knappen i elevatoren og sagde et eller andet, men jeg husker ikke hvad. Jeg husker bare at jeg stadig ikke kunne sige noget. Jeg ville ellers gerne have fortalt at min dreng og hans kæreste snart skulle føde deres første barn. Og så kan man ikke. Det er ærgerligt. Men ned kom jeg og jeg kørte hjem. Et par timer senere skrev min dreng og spurgte om jeg ville hente noget mad til dem. Kantinen på hospitalet var ikke så inspirerende. Jeg nedskrev deres bestilling og kørte afsted. Denne gang parkerede jeg på den almindelige p-plads, så der var plads til ambulancer og andre der havde behov for akut parkering. Vi sad nede i cafeteriet og spiste. L havde V’er og det var ret smertefuldt. Men det kunne man ikke mærke på hende. Hun er en sej pige fra Østjylland og hun er ikke sådan at slå ud. Efter spisning og hyggelig samtale, var det igen tid for de to unge mennesker at bevæge sig op på stuen. Og jeg kørte hjem igen. L’s mor havde straks sat sig ind i sin VW Golf Mk. ll Turbodiesel da hun hørte at fødslen var i gang. Og speederen har sikkert været i bund det meste af turen. Hun ville selvfølgelig være sammen med sin datter og se sit første barnebarn blive født. Hun har ca. 3 timers kørsel men jeg gætter på at turen føltes meget længere. Hun nåede heldigvis frem i god tid.

Min telefons lydstyrke var skruet helt op og den var hele tiden inde for rækkevidde. Men aftenen gik og jeg gik i seng som normalt. Jeg skulle møde på arbejde næste dag. Jeg lagde mig til at sove og som jeg husker det, havde jeg ikke de store problemer med at falde i søvn. Mit vækkeur ringer normalt kl. 5.25, men den mandag morgen vågnede jeg noget tidligere, helt af mig selv. Jeg checkede om der var nogen beskeder, men øv, det var der ikke. Så jeg gik i gang med morgenrutinerne. Jeg skulle jo stadig have min Bulletproof kaffe og omelet. Men da kl. var 5.40 kunne jeg ikke dy mig længere og skrev til min dreng og spurgte hvordan det gik. Han svarede hurtigt tilbage. “Hun er lige kommet”. Kl. 5.15 blev hun født og lå nu hos sin mor. Han sendte et billede af mor og datter. Jeg har selvfølgelig gemt billedet og L ser forbavsende frisk ud. Men hun er, som sagt, af en særlig støbning.
Jeg husker ikke nøjagtig hvad der skete efterfølgende, andet end at jeg fedtede for at komme ud og se hende med det samme. Jeg var klar til at tage en fridag fra arbejde. Men vi blev enige om at de havde brug for fred og ro efter en anstrengende nat. Og det forstod jeg selvfølgelig.

Men om eftermiddagen fik vi lov til at se hende og det var et stort øjeblik. Hun var lille og fin og lå selvfølgelig og sov. I de kommende dage fik hele familien mulighed for at komme på besøg med passende mellemrum. Selvfølgelig skulle de også have fred og ro, men der var alligevel en jævn strøm af mennesker der ville se den lille pige. Hun var født lidt for tidligt og skulle derfor blive på hospitalet i 48 timer. Hun var helt perfekt, men det er standardprocedure at holde øje med at alt er som det skal være i en lidt længere periode. Lidt senere fik hun gulsot, som mange får, og det gjorde at hun skulle blive der yderligere 48 timer til behandling.

Alt forløb fint og natten mellem lørdag og søndag ca. 00.15, kunne de tage hjem med den lille. Jeg var igen så heldig at få lov til at hente dem. I den milde september nat, holdt jeg igen foran hospitalet og igen på akutmodtagelsens parkering, og ventede til de kom ned med den lille i en lift. Jeg havde varmet bilen godt op ved at lade varmeapparatet køre på fuld kraft. Den lille skulle jo ikke fryse. Forældrene morede sig lidt over det og syntes dog det var lige i overkanten, så jeg skruede ned og luftede ud. Vi kørte stille og roligt hjem og jeg satte dem af foran deres bolig. De gik op i lejligheden og deres nye liv med et lille barn i familien, skulle til at begynde.

I skrivende stund er hun blevet 7 måneder og 22 dage gammel. Og hun er velskabt og smuk. Hun kan snart kravle, hun kan sige sjove lyde, også i søvne, hun piller ved alt og putter det i munden, hvis hun da ikke smider det på gulvet. Og hun er meget nysgerrig. Så alt er som det skal være. Når hun smiler til mig er jeg lykkelig. Jeg ser hende ofte fordi hendes forældre er så søde at invitere mig ret hyppigt. Og det er jeg selvfølgelig meget glad for.
Man kommer også i kontakt med andre følelser når sådan et lille menneske kommer til verden. Jeg tænker mere over min egen alder, forgængelighed, min bekymring for ikke at blive gammel nok til at opleve hendes første skoledag eller hendes 18 års fødselsdag.
Sådan fungerer det menneskelige sind også, men det kan på ingen måde ødelægge glæden. Den overstråler alt.

Og som en afsluttende bemærkning vil jeg fortælle at jeg allerede har fotograferet den lille pige mange gange. Jeg har i skrivende stund 6258 billeder hende og hvis det står til mig, vil mange flere følge. Jeg har lidt svært ved at afslutte denne historie, for det har været dejligt at genopleve det hele i tankerne. Jeg glæder mig til at se hende igen.